Polyvinylchlorid, omtalt som PVC (Polyvinylchlorid) på engelsk, er en initiator af vinylchloridmonomer (VCM) i peroxider, azoforbindelser og andre initiatorer; eller ved mekanismen af ​​fri radikal polymerisation under indvirkning af lys- og varmepolymeriseret polymer. Vinylchloridhomopolymerer og vinylchloridcopolymerer omtales samlet som vinylchloridharpikser. PVC er et hvidt pulver med amorf struktur, graden af ​​forgrening er lille, den relative tæthed er omkring 1,4, glasovergangstemperaturen er 77 ~ 90 grader, og den begynder at nedbrydes ved omkring 170 grader, og stabiliteten over for lys og varme er fattig. Når det udsættes for sollys, vil det nedbrydes for at producere hydrogenchlorid, som yderligere vil autokatalysere nedbrydning, hvilket forårsager misfarvning og hurtig nedgang i fysiske og mekaniske egenskaber. I praktiske applikationer skal der tilføjes stabilisatorer for at forbedre stabiliteten over for varme og lys. Molekylvægten af ​​industrielt fremstillet PVC er generelt i området fra 50,000 til 110,000, med en stor polydispersitet, og molekylvægten stiger med faldet i polymerisationstemperaturen; der er ikke noget fast smeltepunkt, det begynder at blive blødt ved 80-85 grader og bliver viskoelastisk ved 130 grader, 160 ~ 180 grader begyndte at omdannes til en viskøs strømningstilstand; gode mekaniske egenskaber, trækstyrke på omkring 60MPa, slagstyrke på 5 ~ 10kJ/m2; fremragende dielektriske egenskaber.